31 danske virksomheder har netop fået del i statens 37 millioner kroner fra Markedsmodningsfonden.
Markedsmodningsfonden uddeler i disse uger 37 millioner kroner til 31 mindre, danske virksomheder. Virksomhedernes opgave er at skabe 450 danske jobs henover de næste fem år, ved hjælp af virksomhedernes egne 15 projekter.
Virksomhedernes 15 projekter varierer meget i indhold og form, alt efter hvilken type virksomhed og branche, der står for dem. Fælles for alle projekterne er dog, at fondens penge skal hjælpe virksomhederne med at teste og tilpasse deres produkter, så de kan komme hurtigere på markedet og dermed hurtigere skabe arbejdspladser og virksomhedsvækst.
“Fælles for de 15 projekter er, at de har potentiale til at skabe vækst, eksport og nye arbejdspladser. Pengene fra staten gør en reel forskel på, om de vil lykkes eller mislykkes med at få deres produkter og serviceydelser ud på markedet.” siger bestyrelsesformanden for Markedsmodningsfonden, Carsten Bjerg til erhvervsstyrelsen.dk.
De 15 projekter
- En robot, som sorterer fragmenter af printkort i e-skrot, så ædelmetaller frasorteres og genanvendes.
- Et nyt kirurgisk værktøj til hofteproteseoperationer.
- En sensor, som detekterer vand i skylleluften i røggas fra skibe.
- Et softwareværktøj til optimering af energi- og varmeproduktion på grønne kraftvarmeværker.
- En sensor, som måler vindretningen og hastigheden foran en vindmølle.
- En smartphonebaseret vindmåler til brug i landbruget.
- En samlet kran- og overdækningsløsning til byggepladser.
- En ny decentral ventilationsenhed med lavt energiforbrug og høj varmegenvinding.
- En lydsvag brystpumpe med forbedret hygiejne.
- Et nyt raskerumsanlæg, der styrer hæveprocessen i brød.
- Et infrarødt analyseanlæg, der måler antallet af sukker- og proteinstoffer i ølproduktion.
- En virtuel træningssimulator til produktionsoperatører hos Adam Opel.
- En ny energieffektiv offshore-support-vessel i kulfiber med ASV teknologi.
- En tagmaling, der nedsætter tagtemperaturen og nedbryder NOX på solskinsfyldte markeder.
- En nyudviklet aerodynamisk kompositramme til kortlægning af grundvandsressourcer.
Om Markedsmodningsfonden
Med pengene til de 31 virksomheder, har fonden siden 2013 uddelt hele 219 millioner kroner til 68 projekter i 130 virksomheder. Samlet set skal disse projekter skabe godt og vel 2.750 nye jobs henover de næste fem år.
Der er stor rift om fondens midler, og det er således kun 15 projekter ud af over 100 ansøgninger, der har været heldige nok til at få del i de 37 millioner kroner. Ansøgningsfristen lå i august, og fonden oplevede ansøgerrekord i år.
“Det er glædeligt, at der er rift om fondens midler, og at vi derfor kan medfinansiere, at meget lovende nye innovative produkter og services kommer hurtigere på markedet og skaber vækst og jobs,” siger Carsten Bjerg.
Læs mere: EU-milliarder på vej til danske SMV’er