Prognosen for Danmarks handelsbalance i 2017 ser på nuværende tidspunkt meget positiv ud. Ser man på importen og eksporten, er disse steget med henholdsvis 6,3% og 5,0% i årets 8 første måneder. I årets 9. måned steg eksporten yderligere med 1,4%, hvorimod importen dog faldt med 1,9%.
Hvad dette overskud betyder for Danmark og dets erhvervsliv kan dog være svært at gennemskue. Lige netop dette, har vi her på siden forsøgt at belyse via nedenstående.
Hvordan påvirker handelsbalancen Danmarks erhvervsliv?
Det helt store spørgsmål lyder på i hvilken grad, det påvirker Danmark og dets erhvervsliv, når handelsbalancen henholdsvis er i under- eller overskud.
Et underskud på handelsbalancen betyder, at der importeres mere end der eksporteres. Oftest vil et underskud på handelsbalancen have en negativ indflydelse på valutakurserne og derved den relative pris på varer. Yderligere kan underskuddet være et udtryk for, at de danske virksomheder har en dårlig konkurrenceevne eller en lav produktivitet. Hvis dette er årsagen, er det muligvis nødvendigt med erhvervspolitiske tiltag, så dette underskud kan udlignes.
Derimod er et overskud et udtryk for en gunstig handelsbalance, som forekommer, når eksporten overstiger importen. Derfor er der meget, der taler for, at virksomheder bør eksportere. Udover at virksomhederne selv tjener penge på denne eksport, betyder en høj eksport ligeså flere arbejdspladser. Da varene eksempelvis stadig produceres i Danmark, er dette derved med til at øge beskæftigelsen og nedsætte ledigheden i landet. Når dette sker øges produktiviteten i Danmark, og bruttonationalproduktet vil oftest stige i takt med dette. Derfor er der mange fordele for det danske erhvervsliv i at eksportere, såfremt dette overstiger eller som minimum sammenholdes med, hvad der importeres.
Danmark er en handelsnation
Danmark er generelt et land, der er meget åbne overfor frihandelen samt globaliseringen. I september 2017 indgik Danmark blandt andet en frihandelsaftale med Canada, som skulle fjerne handelsbarriererne mellem de to parter.
Yderligere viste en undersøgelse, foretaget af Landbrug & Fødevarer i 2017, at 76% af danskerne mener, at eksporten af varer til udlandet skal øges. I samme undersøgelse svarede 72% ligeså, at de ikke mener, at Danmark bør lukke grænserne for den udenlandske handel.
Det er ikke kun i de danske hjem, at der tales for handel med udlandet. Ses der på Danmarks import og eksport over de sidste 7 år, har begge parametre oplevet en stor stigning, hvilket belyses yderligere i nedenstående afsnit.
Danmarks eksport
Danmarks Statistik har siden 2009 kunne præsentere en vækst i dansk eksport. I årene fra 2009 til 2016 har eksporten oplevet en stigning på 30,29%. Ser man yderligere på sidste års eksport, eksporterede Danmark varer for en værdi af 640 milliarder kr. Størstedelen af Danmarks eksport gik til de andre lande i Europa. Hele 70,6% af den samlede danske eksport gik til de resterende europæiske lande, svarende til 451 milliarder kr. Det resterende beløb gik til henholdsvis Asien og Nordamerika.
Danmarks 5 mest populære eksportmarkeder 2016:
Tyskland | 15,78% |
Sverige | 11,72% |
USA | 8,13% |
Storbritannien | 6,36% |
Norge | 6,30% |
Som det illustreres i ovenstående tabel er Tyskland det land, som Danmark eksporterer mest til. Ud af Danmarks samlede eksport var 16,1% af dette til Tyskland.
Danmarks import
I samme stil som eksporten, er Danmarks import ligeså steget støt de sidste 7 år. I 2016 importerede Danmark varer for 573 milliarder kr., hvilket svarer til en stigning på 34% siden 2009. Også her fremgår Tyskland som Danmarks foretrukne marked, hvoraf 21,64% af Danmarks samlede import kom fra Tyskland.
Danmarks 5 mest populære importmarkeder 2016:
Tyskland | 21,64% |
Sverige | 12,04% |
Holland | 8,03% |
Kina | 7,50% |
Storbritannien | 4,01% |
Tyskland er Danmarks helt store samarbejdspartner
Som det illustreres i de to ovenstående tabeller, er Tyskland muligvis Danmarks vigtigste samarbejdspartner. Både i forhold til eksport og import fremgår Tyskland som det land, Danmark handler mest med. Ifølge Danmarks Statistik er eksporten til Tyskland med til at beskæftige 92.000 mennesker i Danmark i 2017.
Lande som Kina og Japan er dog to lande, der kan vise sig at have en god fremtid for Danmarks erhvervsliv. Med en eksport på 9,5 milliarder kr. og import på 1,8 milliarder kr., havde Danmark de første 8 måneder af 2017 overskud på handlen med Japan. Danmarks handel med Kina er ligeså steget meget de sidste par år. Specielt eksporten har oplevet en kæmpe vækst, der siden 2010 er fordoblet. Yderligere var importen fra Kina på 43,7 milliarder kr. i 2016.
Derimod har USA med deres valg af Donald Trump som præsident, bevæget sig væk fra ideen om fri handel med landene. Dette illustrerede han blandt andet, da han i starten af 2017 valgte at sætte en stopper for den såkaldte TTIP-aftale, der skulle være en frihandelsaftale mellem EU og USA.